Forskerne Fortæller: Historie og arkitektur udfordrer fremtidssikring af almene boliger

Landet over står almene boligforeninger over for at skulle renovere aldrende bygninger. Samtidig med hensyn til bevaringsværdig arkitektur og historie. Et nyt ph.d.-projekt fra arkitekt Sidse Martens Gudmand-Høyer skal undersøge udfordringerne og kaste lys over, hvordan de bliver håndteret i den almene sektor.

Som udefrakommende kan man undre sig over, hvad hegnene laver rundt om de høje etagebyggerier kaldet Bellahøjhusene.

Et midlertidigt hegn omgiver flere af Bellahøjhusene for at beskytte beboerne mod nedfaldne facadefliser. Det er samtidig et eksempel på de dilemmaer, der kan opstå, når man skal renovere bevaringsværdigt alment boligbyggeri.
Et midlertidigt hegn omgiver flere af Bellahøjhusene for at beskytte beboerne mod nedfaldne facadefliser. Det er samtidig et eksempel på de dilemmaer, der kan opstå, når man skal renovere bevaringsværdigt alment boligbyggeri.
»Der er så mange modsætninger og paradokser indbygget i det at bevare noget, da man samtidig må ændre på det, man vil bevare.«

Arkitekt Sidse Martens Gudmand-Høyer

Spørger man beboerne i de almene boliger, som også er kendt som Københavns første højhuse, så får man forklaringen: De midlertidige hegn skal sammen med stilladser armeret med tunge jernplader foran indgangspartierne beskytte mod nedfaldende sten.

Siden de eftertragtede boligblokke blev opført i 1950’erne, har tiden sat sit præg på bygningerne. Fliserne på facaderne har løsnet sig, og vinduerne holder ikke varme og kulde ude, lyder det fra datteren til en 92-årig beboer.

Imidlertid har renoveringen ladet vente på sig i de seks år, som beskyttelseshegnet indtil videre har stået der. Kigger man nøjere efter på nogle fliser på et af husene, vil man finde en del af svaret.

På et hjørne er nogle af de gamle fliser fjernet og erstattet af nogle nye, hvilket er tydeligt, fordi de har en anden nuance af grå end de oprindelige. De nye reproduktioner af fliserne er et tegn på, at der blandt andet eksperimenteres med at finde materialer i den originale stil.

Arbejdet er en del af en større indsats med at bevare Bellahøjhusenes oprindelige udtryk, i takt med at de bliver renoveret. Samtidig er husene et af omdrejningspunkterne for arkitekt Sidse Martens Gudmand-Høyers forskning, der skal udmunde i en ph.d. om renovering af bevaringsværdige almene boligbyggerier. Et problemområde, der sjældent byder på en gylden løsning ifølge forskeren.

»Der er så mange modsætninger og paradokser indbygget i det at bevare noget, da man samtidig må ændre på det, man vil bevare,« siger hun og tilføjer:

»Det er virkelig en svær disciplin, som bliver sat på spidsen, når du skal renovere og ombygge.« 

Ud over Bellahøjhusene kigger hun også på andre boliger, heriblandt det almennyttige tidligt industrielle byggeri Søndermarken på Frederiksberg og boligerne i Bispeparken på Københavns Nordvest-kvarter. Målet er at kortlægge de udfordringer og løsninger, der opstår, når man skal forny og bevare almene boliger på samme tid.

»Og at de involverede i processen bedre kan tage stilling på et oplyst grundlag,« tilføjer hun. 

Stigende behov for at renovere almene boliger

Forskningen i at bevare og renovere almene boliger bliver særlig relevant i den kommende tid. Den almene boligsektor står over for omfattende renoveringsbehov til en pris af anslået 169 milliarder kroner ifølge en rapport fra Landsbyggefonden fra 2014.

Behovet skyldes typisk problemer med indeklimaet, eksempelvis på grund af manglende isolering, nedslidte bygningsdele eller behov for bedre boligkvalitet ifølge Sidse Martens Gudmand-Høyer.

Samtidig peger hun på, at potentielt flere almene boligbyggerier kan blive klassificeret som bevaringsværdige fremover. Dermed vil der utvivlsomt opstå situationer, hvor de større behov for at bevare og renovere skal afvejes.

Bellahøjhusene er et eksempel, men det gælder også andre typer af bygninger.

»Der er mange fine murede bygninger, som man i højere grad synes er bevaringsværdige, og flere af disse byggerier har nu behov for at blive renoveret,« siger forskeren.

Bispeparken i Københavns Nordvest-kvarter er et andet eksempel på et alment byggeri, der rummer mange bevaringsværdige elementer.
Bispeparken i Københavns Nordvest-kvarter er et andet eksempel på et alment byggeri, der rummer mange bevaringsværdige elementer.

Det er enten Slots- og Kulturstyrelsen eller kommunerne, som afgør, om en bygning er bevaringsværdig på grund af sine arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabsmæssige værdier. Vurderingen sker efter den såkaldte SAVE-metode, som hidtil kun har været brugt på bygninger opført inden 1940.

Her kan du læse mere om SAVE-metoden

Men en række murstensbyggerier og historiske montagebyggerier som Bellahøjhusene har skabt fornyet interesse for bevarelsen af nyere tiders bygninger. Kulturstyrelsen anbefaler ikke mindst at flytte grænsen for bevaringsværdige bygninger nogle årtier frem – måske helt frem til 1990. I den almene sektor, hvor 70 pct. af de samlede 550.000 boliger er opført efter 1960, står flere boligforeninger derfor i det uvisse om, hvorvidt deres bygninger kan blive klassificeret som bevaringsværdige.

Af samme årsag er Kulturstyrelsen sammen med Landsbyggefonden i gang med at kortlægge, hvilke boliger i den almene sektor der bør fredes eller bevares.

Læs også: Almene klenodier skal kortlægges

Arkitektur, historie og landskab gør bygninger bevaringsværdige

Nogle vil kunne genkende den trykkende følelse, man kan have, når man står på jorden omgivet af knejsende højhuse. Følelsen er imidlertid tæt på ikke-eksisterende, når man står på græsset omgivet af buske, træer og de otte- og tietagers høje bygninger i Bellahøj. Tværtimod virker stedet forholdsvis åbent trods de mange højhuse.

Kolosser i menneskelig skala.
Kolosser i menneskelig skala. De markante højhuse på Bellahøj indgår i en særlig relation med det omkringliggende landskab og med sine beboere. (foto: fsb/Carsten Andersen)

Det er der en særlig grund til, som ifølge Sidse Martens Gudmand-Høyer også er med til at gøre bygningerne bevaringsværdige. Bygningernes proportioner sammen med de særlige fliser på facaderne i hvide og grå nuancer er således med til at bryde skalaen ned og gøre dem mere ‘menneskevenlige’, forklarer hun.

»Det gør, at området virker meget sammenhængende og ikke for voldsomt,« siger hun og tilføjer:

»Når man taler om arkitektonisk kvalitet, så er det et begreb, hvor man blandt andet ser på, om bygningerne er velproportionerede, om der er en sammenhæng mellem detalje og helhed, en karakterfuld materialesammensætning og komposition, og om de er funktionelt velfungerende.« 

Men det er ikke blot de arkitektoniske og landskabsmæssige værdier, som gør Bellahøjhusene bevaringsværdige. Ligesom når andre byggerier skal vurderes som bevaringsværdige, så spiller også kulturhistorien ind. Og her repræsenterer Bellahøjhusene noget særligt i Danmark.

»Det er et arkitekturhistorisk skelsættende byggeri, som man anser som det første forsøg på industrialiseret byggeri herhjemme,« siger hun og erkender, at der ofte er delte meninger om bygningers bevaringsværdige værdier. Noget, som kan komplicere en renoveringsproces yderligere.

»Nogle synes, at Bellahøjhusene er grimme og dårlige, mens andre synes, at de bør fredes. Det er et spørgsmål om, hvis interesse der bliver varetaget,« siger Sidse Martens Gudmand-Høyer. 

Renovering udfordrer bevaring

Det kan utvivlsomt skabe sine udfordringer, når man forsøger at renovere bevaringsværdigt byggeri. Dette gælder ikke mindst i den almene sektor. Den klassiske udfordring er, når der skal efterisoleres, og man typisk ville rive facaden ned til formålet. Er der imidlertid tale om en flot, gammel murstensfacade, som skal bevares, så kan det være en svær nød at knække.

En klassisk udfordring: Hvordan efterisolerer man, når facaden er smuk og bevaringsværdig?
En klassisk udfordring: Hvordan efterisolerer man, når facaden er smuk og bevaringsværdig? (Foto: Realdania)
»Helt grundlæggende er det et spørgsmål, om du vælger at bevare idéen bag originalen, en repræsentation af originalen eller originalen, som den står.«

Arkitekt Sidse Martens Gudmand-Høyer

Nogle steder løser man det ved at fjerne det yderste lag sten i hulmuren, isolere og genopmure med en blanding af nye og gamle sten. Andre steder ender det med en skalmur med sten, der ligner de gamle. Eller også undgår man at røre ved de mest fremtrædende dele af facaden og nøjes med at isolere mindre åbenlyse steder.

»Helt grundlæggende er det et spørgsmål, om du vælger at bevare idéen bag originalen, en repræsentation af originalen eller originalen, som den står. Eller måske prøver at kombinere disse strategier i en ny model,« siger Sidse Martens Gudmand-Høyer og tilføjer: 

»Der er ikke faglig enighed om, hvad der er den rigtige måde.«

Boligforeningerne bag Bellahøjhusene og Søndermarken har også valgt at løse renoveringsarbejdet på to forskellige måder.

Fliserne i facaden på Bellahøjhusene bliver udskiftet med nye fliser, som ligner de gamle. Til gengæld bliver de hængt op med en anden byggeteknik. Beskyttelseszonen omkring husene vidner om, at den oprindelige metode med at støbe fliserne ind i facaden ikke holdt i længden.

Omvendt bliver der bygget et helt nyt system uden på den gamle facade af Søndermarken for at få plads til ny isolering. Fliserne i den gamle facade sidder så godt fast i kobberbinderne, at det vil være for dyrt og omstændeligt at hakke dem af ifølge Sidse Martens Gudmand-Høyer. Hun peger på, at realiteterne oftest får det sidste ord.

»Her prøver man at repræsentere de eksisterende kvaliteter i en ny facade,« siger forskeren.

Mange interesser på spil

Den almene sektor står i en særlig situation, når det kommer til renoveringsprojekter med bevaringsværdige bygninger.

Modsat private byggerier er der mange flere beslutningstagere og interesser, der skal mødes.

Boligforeningerne skal både tage hensyn til lejerne under arbejdet, og på samme tid også opnå kommunens godkendelse og ansøge Landsbyggefonden, når der skal afsættes midler til renoveringen.

Når projekterne trækker i langdrag, kan det derfor blandt andet skyldes, at der er modsatrettede interesser på spil.

Med sin afhandling bidrager Sidse Martens Gudmand-Høyer til diskussionen af bevaringsværdier i den almene sektor.
Med sin afhandling bidrager Sidse Martens Gudmand-Høyer til diskussionen af bevaringsværdier i den almene sektor.

Et godt eksempel kunne være en bevaringsværdig murstensfacade, som skal have skiftet de originale trævinduer ud.

»Her vil man som kommunal myndighed gerne have nye trævinduer, der bliver behandlet på en bestemt måde, som kunne påstås at være dyrere i drift. Mens fra beboerne og boligforeningernes side, så vil man måske gerne have noget, der er let at vedligeholde, og som er billigere i etablering,« siger Sidse Martens Gudmand-Høyer og tilføjer:

»I princippet er det til vores alles gode, at man værner om vores bygningskulturelle arv. Men den værdisætning er i sig selv til diskussion.«

Bevaringsværdier under pres

Mange boligforeninger må famle sig frem, når de skal renovere bevaringsværdige bygninger.

Der er ingen officielt godtaget holdning til, hvordan man skal afveje bevaringsværdier mod andre behov, og ikke alle kommuner har vejledninger til, hvad og hvordan man skal gøre, ifølge Sidse Martens Gudmand-Høyer.

Derfor er det også noget særligt, at der bliver taget så meget hensyn til at bevare Bellahøjhusenes værdier under renoveringen. Ofte resulterer den manglende vejledning tværtimod i, at hensynene til bevaringsarbejdet i almene boliger bliver nedprioriteret.

»Jeg kan se, at bevaringsværdierne normalt ikke har topprioritet i de her sager. Lige nu er de i langt højere grad til forhandling, fordi det vigtigste for den almene sektor er at have sunde og velfungerende boliger,« siger hun.

Løsningen er dog ifølge forskeren ikke at lave nogle stramme regler på området, men snarere at have formuleret nogle holdninger fra rådgivere og myndighedernes side, når renoveringsprojekterne skal udformes og godkendes. De bør blandt andet svare på, hvad der kan gøres, hvorfor og med hvilke metoder man er nået frem til denne holdning.

»Man kan være mere klædt på til at træffe de rigtige beslutninger, hvis man har en bedre forståelse af, hvilke muligheder man har, og hvilken betydning det får for byggeriet,« afslutter hun.

Fotos i artiklen: Lars Just

 

Artiklen ”Renovering af almene boliger udfordrer bevaring af historie og arkitektur” er den femte og sidste i serien ”Forskerne Fortæller”, hvor Landsbyggefonden retter fokus mod den vifte af erhvervs-ph.d.-projekter, som Landsbyggefonden er med til at finansiere. Seriens tidligere artikler er ligeledes bragt her i Magasinet.

;