Screen Shot 2017-06-01 at 13.59.18.png

Tilgængelighed

Danmark har tiltrådt FN’s handicapkonvention, og dermed har vi forpligtet os til at sikre, at handicappede har samme rettigheder som personer uden et handicap. Målet med konventionen er, at handicappede skal inkluderes i samfundet og får mulighed for at deltage ligeværdigt i det, og det betyder blandt andet, at de skal have nem adgang til boligområder. Det stiller krav til boligområdernes udformning, og der tales i den forbindelse om at skabe tilgængelighed for personer med ‘fysiske funktionsnedsættelser’. Det lidt snørklede begreb dækker over, at der ikke alene er tale om kørestolsbrugere, men også om personer med andre former for handicap.

2
Ramper. Etablering af tilgængelighed kræver stor omhu i udformningen af boliger, såvel som uderum. Her er det uderummene i Bispehaven ved Aarhus, der er blevet omdannet.

Bestræbelsen på at skabe tilgængelighed i danske boligområder er udtryk for social bæredygtighed, og den svarer smukt til idealerne i den danske almene boligbevægelse, hvor det netop handler om, at der skal være plads til alle. Tilgængelighed fylder da også meget i aktuelle renoveringer af almene boliger, og det er i den forbindelse vigtigt, at kravene om tilgængelighed tænkes tidligt ind i projektet, så løsningerne kan blive integreret i den arkitektoniske helhed i stedet for at stikke ud som tilføjede hjælpemidler. 

I lovgivningen og i diverse støtteordninger tales der primært om tilgængelighed, mens forskere og fagfolk i stigende grad taler om universelt design. Med universelt design skelnes der i princippet ikke mellem handicappede og ikke-handicappede, og der laves ikke løsninger, der sigter mod en særlig brugergruppe. I stedet fokuseres der på, at vi alle gennem livet oplever forskellige behov og kommer i situationer, hvor fysiske barrierer i omgivelserne træder mere tydeligt frem. I universelt design forsøger man derved at undgå den diskriminering der kan ligge i at fokusere på handicappedes særlige begrænsninger. I stedet etableres der løsninger, alle kan benytte gennem hele livet, både når man som ung skal kunne komme rundt med en barnevogn, og når man som ældre er blevet svagere til bens.

3
Elevatortårne. Etablering af elevatorer er bekosteligt og kan have store arkitektoniske konsekvenser. Her et elevatortårn i den nyere del af Sprotoften, Nyborg.

I forbindelse med renoveringer indgår altid overvejelser om tilgængelighed, og Landsbyggefonden har i de senere år støttet en betydelig tilgængelighedsindsats i forbindelse med mange renoveringer. Det er med til at fremtidssikre boligområderne, for med elevatorer og andre fysiske forbedringer bliver de attraktive for de ældre, der udgør en voksende del af den danske befolkning. Mere end en femtedel af den danske befolkning er i dag over 60 år gammel, og andelen af ældre vil vokse yderligere i fremtiden. Det forventes således, at 25 procent af danskerne vil være over 65 år om tredive år [Fodnote 17]. Det voksende antal ældre gør sig også gældende i almene bebyggelser, hvor hver femte beboer i dag er over 65 år. I bebyggelserne fra 1940-1959 er der særligt mange ældre, og da vi lever længere og længere kan det forventes, at andelen af beboere over 80 år også vil vokse i fremtiden. Det understreger behovet for øget tilgængelighed i boligområderne, ikke mindst i yderområderne, hvor andelen af ældre er størst. 

Tilgængelighed i almene boligområder skal etableres både på ankomstarealer, i uderum og i boligerne, og der gennemføres i disse år en bred vifte af indsatser, der fokuserer på forskellige former for barrierer. De mest synlige og omkostningstunge forandringer er etablering af niveaufri adgang, elevatorer og badeværelser med forbedrede pladsforhold.

4
Niveaufrit. Tilgængelighed kræver trinfri adgang til boligerne. Her er det etableret i nyrenoverede boliger i Blåkildevej i Aalborg. Den niveaufri adgang kræver særlige løsninger, så indtrængende regnvand undgås.

Den niveaufri adgang til boligernes indgangsdøre etableres for at gøre boligerne tilgængelige for kørestolsbrugere. Det betyder i praksis, at dørtrinet højst må være 2,5 centimeter højt, og det medfører en risiko for, at der kan trænge regnvand ind ved kraftige regnskyl. Det skal undgås, og det gøres typisk ved at grave en rende langs husets sokkel og overdække den med en rist ved indgangsdøren. Risten sikrer, at regnvand omkring indgangsdøren løber ned i renden og derfra videre til kloak. Hvis de niveaufrie adgange skal give mening, skal indgangsdørene naturligvis være så brede, at en kørestol kan komme ind. Eksperter på tilgængelighedsområdet anbefaler endvidere, at flisebelægningen foran indgangene har en særlig struktur, så synshandicappede har lettere ved at finde hoveddøren. Det kan dyrkes som et æstetisk motiv. 

Etablering af elevatorer er en af de største investeringer, når etageboliger skal gøres tilgængelige, og det er samtidig en af de forandringer, der har de største arkitektoniske konsekvenser. Det arkitektoniske resultat afhænger helt af den valgte løsning. Hvis de nye elevatorskakte opføres i forbindelse med trappeopgangene – inde i den eksisterende bygningskrop – kan det ofte ske uden voldsomme ændringer i bebyggelsens arkitektoniske udtryk. Denne løsning er derfor oplagt i bevaringsværdigt byggeri. Samtidig har elevatorer, der er placeret inden for den eksisterende bygningskrop, en række praktiske fordele, blandt andet reducerer det udgifterne til vedligeholdelse af elevatorkonstruktionerne, og der er varmere i elevatoren om vinteren. Løsningen kræver imidlertid en større ombygning omkring opgangene, og det går typisk ud over boligarealet i de tilstødende lejligheder og påvirker boligplanerne. Derfor tilføjes elevatorer ofte som fritstående elevatortårne, placeret på afstand af bygningerne, så det ikke går ud over lysforhold i boliger og opgange. Ikke sjældent kædes denne løsning sammen med altangange, da en enkelt elevator derved kan servicere samtlige lejligheder i en boligblok. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at de fritstående elevatortårne ændrer bebyggelsens karakter markant, og hvis der opføres nye altangange, forandrer det tilmed bebyggelsens arkitektoniske logik, og der bliver indblik fra altangangene til de tilstødende værelser.

Et badeværelse udgør som regel de dyreste kvadratmeter i en bolig, og etablering af tilgængelighed medfører ofte, at badeværelser skal bygges større, da der er krav om et relativt stort gulvareal. Det skal sikre, at kørestolsbrugere kan anvende rummet. For en familie, der ikke har tilsvarende fysiske problemer, kan det være rart med et stort badeværelse, men i nogle tilfælde kan pladsen i badeværelset komme til at virke overdreven i forhold til størrelsen af de øvrige rum. I små lejligheder har beboerne brug for at udnytte pladsen optimalt, og det kan derfor være en fordel at udvikle badeværelset, så beboerne kan benytte de ekstra kvadratmeter forskelligt alt efter behov. Den ekstra plads i badeværelset kan fx benyttes til en vaskesøjle eller til skabsplads, som ofte er en mangelvare i etageboliger. Det er en god idé at udforme badeværelser, så de kan blive fuldt tilgængelige på et senere tidspunkt, frem for at montere særligt udstyr i alle lejlighederne fra start.


Byggeproces. Det kan være hårdt at ligge i byggerod, og for folk, der er svage til bens, kan det udgøre yderligere udfordringer.

REGISTRERING AF TILGÆNGELIGHED

Landsbyggefonden har etableret og står for driften af en database over graden af tilgængelighed i de almene boliger. For hver almen bolig registreres niveauskift ved ankomstarealer, evt. trappetrin, elevatorbetjening, dørbredder, højde af dørtrin, venderadier m.v. På den måde kan en handicappet boligsøgende eller en kommune få overblik over, hvilke almene boliger som ud fra tilgængelighed svarer til behovet hos en specifik person. Indtil videre er tilgængeligheden registreret i ca. 200.000 almene boliger, og målet er, at denne registrering skal ske i alle boliger for at give personer med funktionsnedsættelse et mere frit bolig­valg.