Energirenovering med omtanke

Frederikshavn

Bakkegården i Frederikshavn

Frederikshavn Boligforenings afdeling Bakkegården var præget af årtiers brug og havde oplevet en række bygningsskader. Det var derfor på tide med en renovering. Med målet om at være energi- og CO2-neutrale i året 2050 for øje, påbegyndte man renoveringen i boligafdelingen.

Bakkegården ligger midt i Frederikshavn, og har siden 1954 været en markant bygning i bybilledet, med sine røde mursten og markante udtryk.

Det var vigtigt, at udtrykket blev bevaret under renoveringen, og at afdelingen ikke ville komme til at stikke for meget ud fra dens omgivelser.

Bestyrelsesformand for Frederikshavn Boligforening, Bjarne Walentin, fortæller, at de har sat en ny energipolitik for alle foreningens 3600 boliger.

I politikken sigter de mod at være energi- og CO2 neutrale i året 2050. Og det lader ligefrem til, at de når målet før tid.

Se i videoen nedenfor hvilke tiltag boligforeningen har taget for at nå deres mål.

Ved at stille spørgsmålet om, hvordan man kan optimere energiforbruget, har man i Bakkegården opnået resultater, som taler for sig selv.

Uden at nå loftet

Alle boligerne i Bakkegården er blevet renoveret og lever nu op til nutidens standarder. Eftersom afdelingen gerne fortsat skulle kunne tilbyde boliger til en passende husleje, var det vigtigt, at de ikke renoverede ”helt op til loftet”, fortæller Bjarne Walentin.

Boligerne har nu fået lavet nye el- og vvs-installationer og isolering, nye badeværelser, nye køkkener, elevator samt solcellepaneler på bygningens tage.

Alt sammen med henblik på at nå deres mål om at blive energineutrale, men også for at holde forbrugsomkostningerne nede for beboerne.

Tallene taler for sig selv

Ved at installere tre-lags vinduer, bedre isolering og et nyt varmesystem har man opnået en besparelse på ca. 50 % på beboernes varmeudgifter.

Fællesområderne har desuden fået bevægelsessensorer, hvilket har givet en energibesparelse på 65 %.

Vandforbruget var tidligere opgjort fælles, men nu opgøres det hvert enkelt lejemål. Her oplever beboerne en besparelse på 30 %.

Smiley-panelet

Boligerne har også fået et smileypanel, der viser hvordan den enkelte lejlighed har det ift. indeklima, fugt, varmeforbrug osv.

Her kan beboerne hurtigt og nemt aflæse deres forbrug og se, om der er noget, de skal være særligt opmærksomme på.

 

Hvis du vil se mere omkring energirenoveringer