Boligselskabet BSB Svendborg
De efterhånden mange år på bagen havde sat sine spor på afdeling 7502 i Svendborg, og en gennemgang af boligernes stand vidnede om, at en renovering var på sin plads.
Afdeling 7502 er en del af Boligselskabet BSB Svendborg og blev oprindeligt opført i 1950'erne og 1960'erne. Se med her og bliv klogere på, hvordan afdelingens boligforhold blev optimeret og i dag rummer bedre betingelser for at huse en bredere skare af beboere.
Renoveringens omfang
Forud for renoveringen bestod afdelingen af 275 boliger, der i forbindelse med renoveringen blev reduceret og ombygget til 250 lejligheder. Under renoveringen arbejdede man ud fra tre renoveringskategorier: modernisering, tilgængelighed og sammenlægning.
Under renoveringen blev 112 af boligerne moderniseret med nyt køkken og bad, mens sammenlægningen af en række boliger har resulteret i 60 splinternye og større lejligheder.
Desuden rummer afdelingen i dag 78 tilgængelighedsboliger. Boligerne er blandt andet karakteriseret ved bredere indgangsdøre og elevatorer i opgangene.
Boliger med fremtid i
Renoveringen har medvirket til, at de mange lejligheder i dag ikke alene er fremtidssikrede, men også efterlever tidens boligkrav. Derudover forudser man, at renoveringen på sigt vil munde ud i en øget mangfoldighed blandt beboere. Dette skyldes blandt andet de nye tilgængelighedsboliger og sammenlægningen af boliger, der har skabt mere familievenlige forhold.