- Hjem
- Fremtidens nære sundhedsydelser i den almene boligsektor
Fremtidens nære sundhedsydelser i den almene boligsektor
I Sundhedsstrukturkommissionens rapport er det dokumenteret, at vi i Danmark har et stærkt, centralt sundhedssystem, men at der er et stort behov for at styrke nærheden i sundhed tæt på de borgere, som har allermest brug for sundhedsydelserne.
BL - Danmarks Almene Boliger har dokumenteret, at der er en stor ulighed i sundhed, med næsten dobbelt så stor forekomst af de udbredte folkesygdomme som KOL og diabetes, og en overrepræsentation af psykiske diagnoser i almene boligområder. I takt med aldringen af befolkningen ventes dette billede kun at tage til.
Derfor er det oplagt at tage afsæt i almene boligområder, når nærheden i sundhed skal styrkes. Det kan ske over hele landet, da der er 7.500 almene boligafdelinger fordelt i alle landets kommuner, også i vores mange yderområder. Når boligområderne renoveres, vil det derfor være en oplagt idé at indtænke sundhedsfaciliteter, ikke alene til gavn for boligområdet, men for alle i lokalsamfundet.
I denne publikation af NORD Architects præsenteres fire eksempler på, hvordan kommuner og boligorganisationer ønsker sundhed indpasset i boligområderne for at styrke den nære sundhed, som er vigtig for alle, ikke mindst de mange ældre borgere.