- Hjem
- Hund og kat i de almene boliger 2024
Hund og kat i de almene boliger 2024
I 2024 er det tilladt at holde hund og/eller kat i 59 % af de almene boliger med en indberettet husdyrorden. I afdelinger med familieboliger og tæt/lavt byggeri er der flest tilladelser til at holde hund og/eller kat. Kat tillades i flere tilfælde end hund
Temastatistikken viser, at det i 67 % af boligerne med en husdyrorden er tilladt at have hund, kat eller mindre dyr. Hund og kat er hyppigst tilladt i familieboliger og tæt/lavt byggeri. Der knyttes ofte betingelser til at holde husdyr i de almene boligafdelinger, særligt hvad angår fx antallet af husdyr pr. bolig.
Tilladelse til at holde husdyr kan have betydning for boligafdelingers udgifter til bl.a. renholdelse. Ligesom muligheden for at holde hund eller kat eller tilstedeværelsen af disse kan have betydning for beboernes oplevelse af boligafdelingen.
I april 2024 indgår oplysninger om husdyrorden for 201.797 almene boliger i Landsbyggefondens huslejeregister, svarende til 34 % af samtlige almene boliger.
Landsbyggefonden opgør i denne temastatistik, omfanget af tilladelser til husdyrhold, i den almene boligsektor baseret på frivillige indberetninger herom til Landsbyggefondens huslejeregister. Statistikken er således baseret på et udsnit af de almene boligafdelinger og giver et overblik over tilladelser til og betingelser for at holde husdyr i de almene boligafdelinger, samt hvorledes dette varierer mellem afdelinger med forskellige karakteristika fx geografi, boligstørrelse, alder, byggeriart, boligtype mv.