- Hjem
- Etablering af underlofter til forsøg med lyd- og røg/lugtisolering mellem boliger
Etablering af underlofter til forsøg med lyd- og røg/lugtisolering mellem boliger
Nationale sundheds- og sygelighedsundersøgelser (SUSY) viser, at ca. 36 % af beboerne i etageboliger er generet af nabostøj og ca. 17 % er genereret af lugt af tobaksrøg fra nabo/tilstødende boliger.
Generne er ofte forbundet med naboers helt almindelige aktiviteter, som hvad angår lugt kan være rygning eller madlavning. For støj kan det være fx samtale, diskussioner, musik, trinlyd og børns leg, da lyd i gamle etageboligejendomme let bevæger sig mellem lejlighedsskel. I forhold til røg, bliver problemet særligt alvorligt, når det involverer sundhedsskadelige stoffer såsom partikler fra tobaksrygning. Dette kaldes passiv rygning, hvor man ufrivilligt udsættes for luft, der er forurenet med andres tobaksrøg.
Problemet med passiv rygning på grund af luftoverførsel mellem lejligheder, også kaldet naborøg, er et væsentligt anliggende for beboere. Aalborg Universitet oplever et stigende antal henvendelser fra bekymrede borgere, som føler sig utrygge på grund af indtrængen af tobaksrøg i deres lejligheder, enten gennem aftrækskanaler, trappeopgange eller tilstødende lejligheder. Nogle er så bekymrede, at de overvejer at flytte på grund af problemet med naborøg.
Noget tilsvarende gælder nabostøj, hvor de fleste henvendelser kommer fra beboere i ældre etageboligbyggeri med træetageadskillelser.Nabostøj kan også sænke livskvaliteten, hvis man har en nabo, der har en anden livsrytme end en selv.
Det kan f.eks. være unge mennesker, der studerer og ofte sidder og hygger sig inden de går videre i byen, og som bor over en familie med små børn, der går tidligt i seng og står tidligt op. Her kan der let opstå uenighed om, hvornår det er rimeligt, at der kan forventes ´ro´ i en etagebolig.
Mange eksisterende danske etageboliger er blevet opført i perioden 1880-1950 med træbjælkelag, trappeopgange, skorstene og naturlige aftrækskanaler. Typisk er de senere blevet moderniseret med eksempelvis centralvarmeanlæg og badeværelser, og de ældste boliger har fået tilføjet vand-, afløbs-, gas- og elinstallationer.
Disse nyere installationer har ofte medført gennemføringer i de oprindelige etageadskillelser, hvilket har resulteret i (flere) utætheder mellem lejlighederne. Disse utætheder fungerer som forbindelse for både røg og støj. Derfor er der i nærværende projekt er lavet forsøg, for at mindske disse utætheder samt forbedre lydisolationen med et nyt underloft, og derved skabe et sundere indeklima for beboerne.