Gå til hovedindhold

Kvinder i arkitekturen

Projektet er forankret på Københavns Universitet, Landskabsarkitektur og Planlægning ved Svava Riesto og Henriette Steiner (projektledere), Jannie Rosenberg Bendsen, Liv Løvetand Rahbek, Mathilde Merolli, Mathilde Lundt Larsen og Frida Irving Søltoft.

Projektet er støttet af:

Landsbyggefonden, Realdania, Statens Kunstfond, Dreyers Fond, Karin og Georg Boyes Fond, Danmarks Frie Forskningsfond.

Mere om projektet

I perioden 1925-75 fik danske arkitekter en ny opgave – at forme hverdagslivet i det moderne Danmark. Kvinder blev også uddannet som arkitekter i denne periode og bidrog betydeligt til dansk arkitektur. De har blandt andet været med til at formgive hverdagens omgivelser i det almene byggeri gennem deres arbejde med alt fra køkkener, over bygningsarkitektur til landskaber og byplanlægning. Dog er størstedelen af deres bidrag blevet glemt af arkitekturhistorikere.


Projektets overordnede ambition er at bidrage til en mere fyldestgørende forståelse af dansk arkitekturhistorie. Det er nødvendigt at forstå betydningen af denne mangfoldighed, for at vi kan skabe nye måder at bo og bygge på i fremtiden i lyset af de mange kriser, vi som samfund står over for. Desuden vil en sådan ny historie give uvurderlig viden om, hvordan velfærdssamfundets bygningskultur blev til og dermed skabe et mere retvisende grundlag for de mange aktuelle opgaver med transformation af de mange boliger, landskaber og bymiljøer fra perioden.