- Hjem
- Potentialet i dufttilsætning på plejehjem for ældre med demens
Potentialet i dufttilsætning på plejehjem for ældre med demens
Projektet er tværfagligt og ligger i koblingen mellem plejehjemmets fysiske rammer og sansestimuli, plejen samt brugerne
Praktikere og forskere inden for arkitektur, landskabsarkitektur, indretning og design med interesse for
plejeboliger (herunder også de almene) vil i projektet finde viden, der er relevant for udformning af sanselige
boligmiljøer tilpasset ældre med demens. Dertil vil praktikere og forskere inden for ældrepleje finde viden om inddragelse af dufte som del af plejen.
Mere om projektet
Vi bliver flere og flere ældre, og antallet af personer med demens stiger i en sådan grad, at WHO kategoriserer denne udfordring som en folkesundhedsprioritet. I Danmark lever over 96.000 mennesker med en demenssygdom, hvoraf mange bor på plejehjem, herunder almene plejeboliger.
Dette forskningsprojekt undersøger potentialet i dufttilsætning, i form af duftdiffusere og duftblæsere, på plejehjem for ældre med demens. Som menneske oplever vi verden igennem vores sanser, en af disse sanser er lugtesansen. Både bevidst og ubevidst er vores lugtesans med til at understøtte forståelsen af vores omgivelser og fremkalde følelser.
Det særlige med lugtesansen er dens mange forskellige genetisk programmerede receptorer og meget direkte kobling til hjernen. Dermed har lugtesansen store muligheder for at påvirke os emotionelt og fremkalde minder og på den måde både give glæde og ubehag. Målrettet dufttilsætninger på plejehjem for ældre med demens kan muligvis øge velvære hos den ældre, lette gøremål for personalet og forskønne pårørendes besøg.