Gå til hovedindhold
07-10-2026Arrangementer

Bystrategisk Udsyn: Renoveringer med mening

Hvad sker der, når en renovering ikke kun skal løfte potentialet i en bygning, men også skabe værdi for boligområdet og byen omkring den? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Bystrategisk Udsyn 2026. Og konferencens ramme på det tidligere Frederiksberg Hospital gør spørgsmålet meget konkret.

Af Tore Daa Funder, foto: EFFEKT

Når deltagerne på Bystrategisk Udsyn den 11. november bevæger sig ind på det tidligere Frederiksberg Hospital, træder de samtidig ind i en stor transformation.

Hospitalet skal i de kommende år blive til den nye bydel Hospitalshaven. Ambitionen er at bevare 80 procent af den eksisterende bygningsmasse og 90 procent af træerne. Omkring 66.700 kvadratmeter eksisterende byggeri skal transformeres, samtidig med at der bliver mulighed for omkring 79.800 kvadratmeter nybyggeri.

Det eksisterende skal med andre ord være med til at forme det nye.

Fra byggesag til bystrategi

Danmark står foran en omfattende renoveringsopgave. Overalt i landet skal boliger opgraderes teknisk, klimamæssigt og funktionelt. På Bystrategisk Udsyn er spørgsmålet, hvordan disse renoveringer samtidig kan skabe bedre forbindelser, nye mødesteder og stærkere boligområder – og hvordan sociale, arkitektoniske og klimamæssige hensyn kan tænkes sammen fra begyndelsen.

Lærke Hein lægger tidligt på dagen et perspektiv på netop det spørgsmål. Under overskriften ”Livet før bygningerne – hvordan renovering bliver til byudvikling” vender hun processen om: Hvad sker der, hvis man begynder med det liv, de fællesskaber og aktiviteter, som stedet skal danne ramme om – før man beslutter, hvordan det fysisk skal se ud?

Senere bliver perspektivet koblet direkte til Landsbyggefondens praksis. Den bystrategiske screening er blevet en del af grundlaget for fondens bevillinger, og afdelingschef for Bystrategi Anita Pedersen viser, hvordan den enkelte byggesag kan ses i sammenhæng med boligområdet og den omkringliggende by.

Hospitalshaven tæt på

Efter frokost flytter konferencen for alvor ud i sine egne omgivelser.

Stadsarkitekt Jesper Dahl fra Frederiksberg Kommune introducerer udviklingen af Hospitalshaven og de overvejelser, der ligger bag arbejdet med blandt andet landskab, eksisterende bygninger, nye funktioner og forbindelserne til resten af Frederiksberg. 

Her bliver også spørgsmålet om nedrivning versus transformation konkret: Hvad skal bevares, hvad skal forandres – og hvor giver det mening at bygge nyt? Hospitalshaven bliver dermed ikke kun kulisse for konferencen. Stedet bliver en case, hvor nogle af dagens centrale dilemmaer kan aflæses direkte i byen.

Kan man bygge sig til stærkere fællesskaber?

Det bystrategiske perspektiv handler samtidig om mere end bystruktur og arkitektur.

Dagens sidste store samtale tager fat på de sociale konsekvenser af de fysiske valg: Kan vi bygge os ud af ensomhed? Med afsæt i projektet Sociale renoveringer diskuteres erfaringer med, hvordan fysiske greb kan understøtte naboskab og fællesskab – men også hvor grænserne for det fysiske greb går.

Bystrategisk Udsyn 2026 giver et samlet blik på, hvordan renovering kan skabe værdi langt ud over den enkelte byggesag – og inspiration til at omsætte det helhedsorienterede blik i egne projekter.

Bystrategisk Udsyn 2026 – Renoveringer med mening

11. november 2026
kl. 10.00–15:30
Hospitalshaven, Frederiksberg.

Se programmet og tilmeld dig her