- Hjem
- Duftdesign – en dimension i fremtidens almene boliger?

Duftdesign – en dimension i fremtidens almene boliger?
Dufte er ofte en overset sans i boligplanlægningen – men et nyt forskningsprojekt med afsæt i ældrepleje viser, hvordan lugtesansen kan skabe struktur, tryghed og øge trivslen i boligmiljøer. Projektet peger samtidig på, hvordan denne viden potentielt kan anvendes bredere i den almene sektor, fx i seniorbofællesskaber og daginstitutioner.
Af Tore Daa Funder
Hvordan kan en bolig dufte af tryghed?
Det spørgsmål har været omdrejningspunkt for et forskningsprojekt støttet af Landsbyggefonden, hvor duft og sanselighed er blevet undersøgt som en del af arkitekturens sociale dimensioner.
En duft af fremtidens boligudvikling?
Med afsæt i konkrete undersøgelser på plejehjemmet Dagmarhus har forskerne undersøgt, hvordan specifikke dufte påvirker evnen til orientering og afkodning – og ikke mindst følelsen af tryghed. Victoria Linn Lygum, der er leder af gruppen bag forskningsprojektet, beskæftiger sig med universelt design og lugt som sundhedsfremmende designparameter:
”Udformningen af fysiske rammer rummer valg og fravalg – og fremtidens arkitekter bliver nødt til at blive mere bevidste om hvilke sensoriske faktorer og sundhedsmæssige konsekvenser, der påvirker fremtidens beboere.”
Victoria Linn Lygum, lektor i sundhedsdesign & lugtlandskaber ved Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet.
Via undersøgelserne i ældreplejen oplyser projektet også en vej, hvor sundhed og mentale ressourcer tænkes aktivt ind i arkitektonisk design. Det handler ikke kun om ventilation, dagslys og akustik – men også om den følelsesmæssige og sanselige oplevelse af at være i et rum.
Trughed gennem sanser
Forskningsprojektet er gennemført som en eksperimentel undersøgelse i samarbejde med plejehjem i Aalborg og Favrskov Kommuner. Duft har vist sig at kunne fungere som en slags tavs medspiller: En velkendt lugt kan f.eks. understøtte genkendelighed, bidrage til struktur i hverdagen og hjælpe mennesker med demens til bedre orientering.
”Projektets tilgang har været meget terapeutisk – og har i første omgang haft fokus på lugtesansens betydning for demente beboere. Men lugtesansen kan have betydning på flere planer – og er tit lidt overset i et planlægningsperspektiv. Den kan hjælpe os med, hvordan vi orienterer os rent fysisk, og ikke mindst i forhold til at give det enkelte menneske en følelse af struktur, genkendelighed og tryghed.”
Victoria Linn Lygum
Forskerne har blandt andet arbejdet med duftzoner i fællesarealer og testet duftforstøvning ved toiletter, køkkener og opholdsrum. Evalueringen viser, at beboere og personale oplever en øget hjemlighed og lettere navigation i dagligdagen, når dufte kobles til bestemte aktiviteter eller områder.
Men forskeren bag projektet peger på, at de positive effekter ikke er forbeholdt plejesektoren:
”Dufte kan hjælpe med at sætte struktur på hverdagen og hjælpe med at gøre aktiviteter mere genkendelige og forståelige. Og det kan både betydning blandt ældre mennesker i plejesektoren, men givetvis også i andre arenaer fx i daginstitutioner, hvor rutiner og tryghed er vigtige for børnenes trivsel. Dufte er en meget umiddelbar måde at kommunikere på, som ikke kræver enormt meget tænkning og tolkning. Det kan man tænke ind mange steder i vores boliger, hvor det også er afgørende at føle sig tilpas og tryg.”
Victoria Linn Lygum
Bag om projektet
Forskningsprojektet t fra Aalborg Universitet er støttet af Landsbyggefonden. Det kombinerer arkitektonisk metode med sundhedsvidenskabelig viden og har fokus på lugtesansen som en kommunikativ og strukturerende faktor i hverdagsarkitektur. Projektet tilføjer viden om universelt design, og dets særlige potentiale i forhold til at bidrage til gode ældrevenlige boligmiljøer.
Landsbyggefonden har i 2024 indgået et treårigt strategisk partnerskab med Bevica Fonden med et fælles mål om at styrke universelt design i den almene sektor. Formålet er at skabe et solidt vidensgrundlag og understøtte, at principperne for universelt design får praktiske aftryk i udviklingen af fremtidens almene boligudvikling.
Du kan læse mere om projektet her: og på Landsbyggefondens hjemmeside.