Gå til hovedindhold
12-08-2026Partnerskaber

Fem almene projekter skal bane vej for flere transformationer

Med de første fem almene eksempelbyggerier på plads går Bevar Mere fra udvælgelse til vidensudvikling. Nu skal projekterne udvikle den viden og dokumentation, der gør det lettere for boligorganisationer at vælge bevaring, ombygning eller fortætning frem for nedrivning, når det giver mening.

Fremtidens boliger i de bygninger, vi allerede har

Bevar Mere er en fælles indsats for at kaste lys over, at transformation, ombygning og fortætning af eksisterende bygninger kan være et reelt og attraktivt alternativ til at rive ned og bygge nyt. Målet er både at reducere boligbyggeriets klimaaftryk og ressourceforbrug og at skabe flere varierede boliger med kvalitet, fællesskab og gode rammer om hverdagslivet. 

Eksempelbyggerierne er et centralt element i Bevar Mere. Gennem flere open calls er der udvalgt en række projekter, som skal afprøve og dokumentere nye løsninger inden for transformation, fortætning og ombygning af eksisterende bygninger. Ambitionen er, at erfaringerne omsættes til viden og metoder, der gør det lettere for andre almene bygherrer at gennemføre lignende projekter.

Fem almene eksempelbyggerier

Blandt de udvalgte eksempelbyggerier er der fem almene projekter, der hver prøver at besvare en central udfordring i forbindelse med alment byggeri. Selvom projekterne spænder fra tagboliger til omdannelse af plejecentre, har de det til fælles, at de skal udvikle ny viden, som andre boligorganisationer kan bruge:

Asagården, Holstebro: Hvordan en nedrivningstruet almen boligblok kan bevares og gentænkes gennem nye boligtyper og 18 nye tagboliger. Projektet skal samle byggetekniske, sociale og økonomiske hensyn i en model, der kan anvendes i andre almene bebyggelser. 

Skovgårdsparken, Gellerup: Hvordan en boligorganisation kan sammenligne nedrivning med forskellige scenarier for bevaring, fortætning og opgradering. Mulighedsstudiet skal blandt andet belyse teknik, arkitektur, klima, ressourcer, økonomi og den tilhørende myndighedsproces. 

Peder Lykke Centeret, København: Hvordan 76 nye almene ældreboliger kan bygges oven på et eksisterende plejecenter, mens bygningen fortsat er i drift. Her skal der udvikles viden om blandt andet statik, brand, materialevalg, genanvendelse, byggeproces og hensynet til beboere og drift. 

Leos Plejecenter, Tønder: Hvordan et tidligere plejecenter kan omdannes til 36 fleksible boliger gennem borgerinddragelse, nye bolig- og fællesskabskoncepter samt ombygningsprincipper med fokus på tilgængelighed, klima og ressourceforbrug.

Frankrigsgade, København: Hvordan uudnyttede tagrum i to almene 70’er-bebyggelser på Amager kan omdannes til 25 nye boliger uden at inddrage nye arealer. Projektet skal blandt andet udvikle viden om planforhold, myndighedsdialog, boligscenarier samt konstruktioner og materialer. 

Viden, der kan komme hele den almene sektor til gavn

Partnerskabet samler forskellige fagligheder og afprøver løsninger i konkrete projekter. Erfaringerne skal gøre det lettere for andre boligorganisationer at vurdere muligheder, risici og dokumentationskrav, når de arbejder med bevaring, ombygning eller fortætning.

Bevar Mere

  • Partnerskab mellem Landsbyggefonden, Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Dreyers Fond.
  • Arbejder for at fremme transformation, ombygning og fortætning som alternativer til nedrivning og nybyggeri.
  • Udvikler og deler viden gennem analyser, open calls og eksempelbyggerier.
  • Målet er at reducere byggeriets klima- og ressourceforbrug og samtidig skabe flere attraktive boliger i den eksisterende bygningsmasse.

Når erfaringerne fra eksempelbyggerierne bliver samlet og delt, kan andre boligorganisationer bruge dem som et mere praktisk afsæt i egne sager. 

Projekterne skal blandt andet vise, hvor risici og muligheder typisk opstår, hvordan dialogen med kommuner og rådgivere kan kvalificeres, og hvilken dokumentation der er brug for, når bevaring, ombygning eller fortætning skal vurderes i praksis.

Projekterne er nu i gang, og de første erfaringer vil løbende blive samlet og dokumenteret. Når der opstår ny viden, som kan hjælpe andre almene bygherrer, deler Bevar Mere og Landsbyggefonden den med hele sektoren.

Se flere veje til at bevare og skabe boliger

På Bevar Meres hjemmeside kan du gå tættere på eksempelbyggerierne og læse om de løsninger, metoder og erfaringer, der skal gøre transformation, fortætning og ombygning lettere at gennemføre i praksis.

Se alle eksempelbyggerier