Gå til hovedindhold
12-11-2025Ressourcer

Ny funktion i Regnskabsdatabasen effektiviserer arbejdsgangene

Landsbyggefonden lancerer ny funktionalitet i fondens offentligt tilgængelige Regnskabsdatabase. Tilføjelserne gør det muligt at spare tid og arbejde mere systematisk med sammenligninger, analyser og nøgletal.

”Den overordnede ambition med den nye funktionalitet er at gøre det hurtigere for regnskabsdatabasens brugere at omsætte data til indsigt. Når søgninger kan gemmes og genbruges, bliver analyser mere sammenlignelige og dokumenterbare over tid – til gavn for både styring, opfølgning og transparens.”

Sådan lyder det fra analysechef i Landsbyggefonden Evy I. Nielsen, når hun kort skal beskrive hensigten med den seneste tilføjelse.

Gem dine egne søgninger og brug databasen som arbejdsværktøj

Med den nye funktion er det muligt at:

  • gemme flere søgninger med forskellige parametre, og
  • afgrænse søgninger til selvvalgte konti (kontospecifik filtrering).

Det gør det let at vende tilbage til og genbruge præcise søgninger over tid og arbejde systematisk med sammenligninger, analyser og nøgletal på tværs af boligorganisationer, afdelinger og specifikke kontogrupper.

Som hidtil kan udsøgte data eksporteres til Excel med henblik på yderligere analyse og bearbejdning.

Når det kommer til mulige effekt på arbejdsgangene, peger Evy I. Nielsen på:

”Den nye funktionalitet kan gemme præcise udsøgninger – fx specifikke konti, afdelinger og perioder – og genåbne dem med ét klik. Det gør opfølgning og benchmarking m.m. hurtigere og mere ensartet.”

 

Hvad kan du bruge Regnskabsdatabasen til?

Landsbyggefondens regnskabsdatabase indeholder indberettede regnskaber for administrationsorganisationer, boligorganisationer, afdelinger, selvejende institutioner og friplejeboliger. Regnskaberne lægges i databasen i takt med, at de indberettes til Landsbyggefonden.

Databasen er senest blevet udvidet med en ny arkivfunktion. Arkivfunktionen gør det muligt at hente regnskaber fra boligorganisationer, afdelinger mv. fra 2001 til 2007. Regnskaberne er tilgængelige i sin helhed i PDF-format og kan åbnes, kopieres og printes.

Regnskabsdatabasen består således af fire søgedele: 

  •          Søg regnskabsdata - regnskabsdata udsøges vha. søgefunktioner
  •          Se et regnskab - regnskaber for 2008 og frem udsøges i sin helhed
  •          Arkiv – regnskaber for 2001-2007 udsøges i sin helhed
  •         Nøgletalskatalog – nøgletalstabeller dannes og udsøges

Databasen er offentligt tilgængelig, og står dermed til rådighed for boligorganisationer, revisorer, kommuner, ministerier, administrationer, bestyrelser, beboere og andre med interesse i og brug for regnskabsmæssige data fra den almene boligsektor. Adgang til databasen kræver ingen form for adgangskode, registrering eller konto.

Regnskabsdatabasen kan bl.a. anvendes til at udsøge hele regnskaber, oplysninger om enkelte konti eller nøgletalstabeller til brug for sammenligninger, benchmark mv. Det er således muligt for brugerne at få et hurtigt overblik over en række økonomiske nøgletal. Der er mulighed for at kopiere de udsøgte data til Excel, hvor der kan foretages yderligere bearbejdning af data.

Brugervejledning kan findes på fondens hjemmeside.

Regnskabsdata kan også findes i det Almene Datavarehus.