- Hjem
- Ny undersøgelse: Aktuel status på udviklingen i Mjølnerparken

Ny undersøgelse: Aktuel status på udviklingen i Mjølnerparken
I en ny publikation sætter forskere på Aalborg Universitet fokus på den aktuelle udvikling i Mjølnerparken i København. Det fremgår, at Mjølnerparken som det første område er i mål i forhold til lovgivningens krav om at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40%, mens arbejdet med byrummene mellem bygningerne fortsat er i gang.
En ny undersøgelse, der er det tredje i række af områdenotater med fokus på Mjølnerparken, kortlægger status på omdannelsesprocessen af Mjølnerparken. Notatet indgår i Aalborg Universitets (BUILDs) samlede evaluering af 15 omdannelsesområder og følger udviklingen frem mod 2030.
Hvad viser undersøgelsen?
Notatet viser, at de fysiske omdannelser i Mjølnerparken i 2025 er tæt på at være gennemført. Renovering af boliger og bygninger er i vid udstrækning afsluttet, mens omdannelsen af gaderum og gårdanlæg fortsat er under udførelse.
De gennemførte ændringer giver Mjølnerparken et betydeligt arkitektonisk løft, og omfatter alt fra bygningsrenovering med opførelse af nye tagboliger til anlæg af nye veje og stiforbindelser. Uderummene omdannes også, og nye erhvervslokaler i bygningernes stueetager skal danne grobund for et nyt byliv i området.
Områdenotatet dokumenterer også ændringer i boligstrukturen, hvor antallet af almene boliger er reduceret, og der er tilført private udlejningsboliger og erhverv. Udviklingen skal ses i sammenhæng med den vedtagne udviklingsplan og de gældende krav til omdannelsesområder.
Bag om følgeevalueringen
Følgeevalueringen består af et fysisk, et socialt spor og et kommunalt spor. Det aktuelle områdenotat omhandler det fysiske spor og bygger på blandt andet registreringer, feltstudier og interviews. Formålet er at belyse de gennemførte forandringer og deres betydning for boligområdets fysiske struktur og sammenhæng til den omkringliggende by.
Områdenotatet fra 2026 er den tredje ud af i alt fire planlagte målinger i Mjølnerparken. Den afsluttende evaluering i området forventes gennemført i 2028.
Publikationen indgår i en større følgeevaluering, der er finansieret af Landsbyggefonden. Her følger forskerne udviklingen i de 15 boligområder, der med Parallelsamfundslovgivningen blev udpeget som ’omdannelsesområder’ i 2018.
Besøg Landsbyggefondens side om evalueringen af udviklingen af Mjølnerparken:
Se også:

27-11-2025
Tværgående resultater
Her på siden finder du resultaterne af undersøgelser på tværs af boligområder. De tværgående undersøgelser af almene boligområder fokuserer på et socialt, et fysisk og et kommunalt spor. De tværgående resultater vil omfatte sammenhængen mellem fysiske, sociale og kommunale forbedringer og forandringer.
