Gå til hovedindhold
18-06-2025LBF Orienterer

LBF Orienterer 1008: Styrkelse af IT-sikkerheden for alle boligorganisationer

Vores samfund bliver stadigt mere afhængigt af IT-systemer. Og stadig mere udsat for ondsindede cyberangreb. Det gælder også i den almene sektor, hvor vi har mange integrerede IT-løsninger. Det er derfor afgørende at have en høj opmærksomhed på IT-sikkerheden i sektoren.

Et vellykket hacker-angreb på en boligorganisation kan potentielt sprede sig til Landsbyggefonden og i værste fald til flere i sektoren.

For bedre at kunne beskytte Landsbyggefonden og boligorganisationerne styrker Landsbyggefonden IT-sikkerheden, og det rækker også ud til de almene boligorganisationer.

Den styrkede IT-sikkerhed for den almene boligsektor finansieres af Landsbyggefonden og består af tre dele:

  1. Løbende overvågning og krisehåndtering
    Scanning af boligorganisationerne. En service, hvor et IT-sikkerhedsfirma scanner boligorganisationerne set udefra. Boligorganisationerne orienteres løbende om væsentlige observationer vedrørende deres IT-sikkerhed.

    Krisehåndtering. Hvis en boligorganisation bliver ramt af et hackerangreb, kan Landsbyggefonden stille eksperter til rådighed hurtigst muligt.
  2. Rådgivning om IT-sikkerhed
    Landsbyggefonden opretter en hotline til rådgivning om IT-sikkerhedsspørgsmål for boligorganisationerne, som kan kontaktes på cyberraadgivning@lbf.dk.
  3. Awareness og uddannelse
    Landsbyggefonden stiller en phishing-service til rådighed for boligorganisationerne. Vælger en boligorganisation at benytte denne service, vil der blive udsendt phishing-mails med efterfølgende feedback og statistik på boligorganisationsniveau.

    Samtidig inviterer Landsbyggefonden løbende til uddannelse om IT-sikkerhed i samarbejde med BL og IT-eksperter. Der afholdes flere gange årligt webinarer.

Den styrkede indsats skal ses som et supplement til den enkelte boligorganisations eget IT-setup for at højne sikkerheden i hele sektoren.

Implementeringen af den forbedrede IT-sikkerhed for boligorganisationerne påbegyndes i tredje kvartal 2025. Herefter vil Landsbyggefonden løbende orientere om tiltag og invitere til webinarer via nyhedsbrevet ’Nyt fra Landsbyggefonden’.

For yderligere information: cyberraadgivning@lbf.dk

Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN

Tilmeld dig vores nyhedsbreve

Få seneste nyt fra Landsbyggefonden direkte i din indbakke.

Vælg nyhedsbreve