- Hjem
- LBF Orienterer 956: Boligerne i den almene boligsektor 2023
LBF Orienterer 956: Boligerne i den almene boligsektor 2023
I 2023 er en gennemsnitlig almen bolig 75,9 m2, har 2,7 værelser og er ibrugtaget for 47 år siden viser en ny temastatistik fra Landsbyggefonden.
Temastatistikken er baseret på et udtræk fra Landsbyggefondens Huslejeregister pr. 1. januar 2023, og giver et overblik over boligsammensætningen i den almene sektor.
Der er i alt 592.959 boliger i den almene boligsektor. Familieboliger er den mest udbredte boligtype, og familieboligerne er større og er ibrugtaget tidligere end ungdomsboligerne og ældreboligerne. Etagebyggeri er den mest almindelige byggeriart i hele landet.
Godt 9 ud af 10 almene boliger er opvarmet med fjernvarme, og denne opvarmningsform er mest udbredt i de jyske boligafdelinger.
Siden 2016 er antallet af ungdomsboliger steget mere end antallet af ældreboliger således, at antallet af ungdomsboliger i 2023 næsten er lige så stort som antallet af ældreboliger.
Temastatistikken har sammen med fondens øvrige statistikker og analyser bl.a. til hensigt at være en hjælp i budgetlægningen, at bidrage til at udbygge referencerammen for forvaltningsrevision, herunder sammenligning, benchmark og effektivitetsopfølgning samt at bidrage til styringsdialogen mellem boligorganisationer og kommuner.
Statistikken foreligger som en webpublikation og kan hentes på fondens hjemmeside http://lbf.dk/analyser/statistikker-og-analyser/temastatistikker/.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Center for Almen Analyse, Henning Kjær Rasmussen på 3376 2128, mail hkr@lbf.dk eller Evy Ivarsson Nielsen på 3376 2126, mail eni@lbf.dk.
Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN