- Hjem
- LBF Orienterer 969: Trivsels- og Tryghedsundersøgelse i den almene boligsektor
LBF Orienterer 969: Trivsels- og Tryghedsundersøgelse i den almene boligsektor
Landsbyggefonden gennemfører en survey om trivsel, deltagelse, fællesskab og tryghed i de 198 største boligområder i den almene boligsektor 2023. Herudover gennemføres en stikprøve i den almene sektor og i Danmark som helhed.
Undersøgelsen er en afkortet og tilpasset version af den tidligere trygheds- og trivselssurvey, der blev gennemført af VIVE i 2018 og 2021 som en del af evalueringen af Landsbyggefondens boligsociale bevillinger.
Surveyundersøgelsen skal bidrage med vigtig viden om beboernes oplevelse af boligområder, aktivitetstilbud og hverdagsliv. Undersøgelsen supplerer de socioøkonomiske data i Landsbyggefondens selvbetjeningsplatforme, herunder beboerdata. Dermed bidrager undersøgelsen med vigtig viden, der kan supplere og målrette udviklingen af boligområderne, herunder de sociale og fysiske indsatser, der er støttet af Landsbyggefonden.
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med analysefirmaet Megafon og igangsættes i uge 44 og de efterfølgende uger. Der bliver udsendt et spørgeskema via Digital Post til de beboere, der er blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen. Der vil være mulighed for at besvare spørgeskemaet på dansk eller engelsk. Det tager ca. 3-4 minutter at besvare spørgsmålene. Der vil være opfølgende telefoninterview med udvalgte beboere, som ikke har besvaret spørgeskemaet.
De indsamlede oplysninger vil blive behandlet fortroligt. Efterfølgende vil oplysningerne blive anvendt i en form, så man ikke kan se enkeltpersoner. Undersøgelsens hovedresultater vil blive offentliggjort i rapport via Landsbyggefondens hjemmeside.
Da det er værdifuldt at kende til trivsel og tryghed i områderne, er det vigtigt, at så mange som muligt af de beboere, der er inviteret, besvarer spørgeskemaet.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Center for Almen Analyse, Henrik Lynge Hansen på telefon 3376 2141, mail hlh@lbf.dk, Evy Ivarsson Nielsen på telefon 3376 2126, mail eni@lbf.dk og Afdeling for Social Udvikling Aviaja Julie Sigsgaard på telefon 25234104, mail ajs@lbf.dk.
Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN