- Hjem
- LBF Orienterer 988: Beboere i den almene boligsektor 2023
LBF Orienterer 988: Beboere i den almene boligsektor 2023
Landsbyggefondens beboerstatistik 2023 forligger nu som webpublikation og kan hentes på Landsbyggefondens hjemmeside.
Fondens statistik om beboere i den almene boligsektor er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistiks Forskerservice og Landsbyggefondens stamdatabase opgjort pr. 1. januar 2023. Statistikken indeholder oplysninger om husstande i den almene boligsektor, og belyser beboernes sammensætning, arbejdsmarkedstilknytning, uddannelse, indkomstforhold samt til- og fraflytning fra sektoren sammenlignet med landet som helhed. Endelig er der bagerst i statistikken medtaget en række centrale tabeller opgjort på kommuneniveau.
Statistikken viser, at 972.397 personer, eller en sjettedel af Danmarks befolkning, bor i den almene boligsektor pr. 1. januar 2023. Den gennemsnitlige husstandsstørrelse i den almene boligsektor er på 1,7 personer og mindre end i resten af befolkningen. Den almene boligsektor er kendetegnet ved en større andel af enlige voksne beboere end resten af befolkningen. Desuden er uddannelsesniveauet og beskæftigelsen generelt lavere i den almene boligsektor end i resten af befolkningen. Knap en tredjedel af de almene beboerne mellem 18-64 år er offentligt forsørget, og den gennemsnitlige indkomst er lavere end i resten af landet.
Beboerstatistikken har sammen med fondens øvrige statistikker og analyser bl.a. til hensigt at være en hjælp i budgetlægningen, at bidrage til arbejdet med egenkontrol og forvaltningsrevision, herunder sammenligning, benchmark og effektivitetsopfølgning samt at bidrage til styringsdialogen mellem boligorganisationer og kommuner.
Beboerstatistikkens tabeller kan hentes fra fondens hjemmeside i excel-format til videre bearbejdning.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Almen Analyse, Paul Lubson (tlf. 3376 2119), eller Evy Ivarsson Nielsen (tlf. 3376 2126).
Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN