Gå til hovedindhold
10-04-2025Temaer

Duft som designelement: Tryghed og trivsel er mere end fysiske rammer

Hvordan dufter et trygt rum? Det spørgsmål stiller forskere fra Aalborg Universitet i et netop afsluttet forskningsprojekt, der sætter fokus på, hvordan sanseoplevelser – og særligt dufte – kan styrke oplevelsen af omsorg og følelsen af at være hjemme i blandt andet plejeboliger. Dette forhold er omdrejningspunkt for filmen ’Sanselig omsorg’, du kan se i denne artikel.

Af Tore Daa Funder

Duftsansen er unik. Som den eneste sans er den direkte koblet til vores følelser og minder. Det gør den særlig værdifuld i arbejdet med mennesker, der lever med demens eller kognitive udfordringer.

I takt med alderen svækkes sanserne, og evnen til at integrere indtryk fra flere kanaler falder. Men dufte kan stadig vække genkendelse og skabe tryghed.

Billedet, der følger artiklen, stammer fra plejehjemmet Dagmarhus. Her tager beboerne formiddagsluren sammen i en niche til den fælles opholds- og spisestue.

Når det er hviletid, trækker de gardinerne for, sætter afslappende musik på og tænder for en duft-diffuser med en blanding af æteriske olier – bl.a. lavendel.  

Hele vejen rundt om designprocessen

At indtænke den sanselige dimension i byggeri er imidlertid inkluderende for alle og ikke bare demente.

Tre hovedpointer fra forskningen:

  • Duft påvirker følelsen af velvære. Miljøer, hvor man aktivt har indarbejdet velvalgte dufte – som fx lavendel eller citrus – kan have en beroligende effekt og styrke den daglige trivsel blandt beboere på plejehjem.
  • Et inkluderende design rækker ud over adgangsforhold. Når man tænker holistisk og sansebaseret i indretningen, tager man højde for forskellige kognitive forudsætninger – og skaber dermed mere inkluderende og omsorgsfulde boligrammer.
  • Tryghed kan sættes i duft. Særligt for mennesker med demens er dufte et stærkt redskab til at skabe genkendelighed og en følelse af hjemlighed i ellers institutionsprægede omgivelser.

Forskningsprojektet, der skal komme med nye input til formgivningsprocessen, er støttet af Helsefonden og Landsbyggefonden.

Bag om forskningsprojektet

Filmen Sanselig omsorg: Dufte, der skaber trivsel er produceret som led i forskningsprojektet Potentialet i duftsætning på plejehjem for ældre med demens.

Projektet er gennemført af forskere fra Aalborg Universitet: Victoria Linn Lygum, Nanet Mathiasen, Lars Gunnarsen og Siri Lygum Voldbjerg – og er støttet af Helsefonden og Landsbyggefonden.

Filmen er et godt eksempel på, hvordan viden og praksis kan gå hånd i hånd i udviklingen af mere sanselige og inkluderende boligformer for ældre; og alle os andre, som også oplever verden gennem sanserne.

Du skal for at se denne video