- Hjem
- Forskning i demokrati og deltagelse er i gang: Tre projektspor er valgt

Forskning i demokrati og deltagelse er i gang: Tre projektspor er valgt
Landsbyggefonden har sammen med BL – Danmarks Almene boliger og Dronning Marys Center sat fokus på, hvordan vi kan styrke demokratiet i almene boligområder. I foråret blev der åbnet for et forskningscall. Ud fra ansøgningerne er der nu udvalgt en række projekter, som er samlet i tre projektspor.
I foråret blev der åbnet for et forskningscall om demokrati og deltagelse, hvor både boligorganisationer og forskere inviteres ind i et tæt samarbejde.
Callet er todelt og nu er første trin afsluttet.
Arbejdet fortsætter nu i tre projektspor
Her modtog Landsbyggefonden i alt 14 ansøgninger fra forskellige boligorganisationer med deres bud på udfordringer og dilemmaer.
Bedømmelsesudvalget har nu valgt fem projekter, hvoraf nogle er blevet samlet i fælles teams. Det betyder, at arbejdet nu fortsætter i tre overordnede projektspor:
- Ledelse af det formelle beboerdemokrati og demokratisk praksis i renoveringssager
- FOB, Slagelse og Helsingør
- Underrepræsentation og ”udenforskab” i både det lille (nære) og det store samfund – afprøvning af demokratisk værtskab og ambassadørindsatser
- Brabrand Boligforening og SALUS
- Det grønne som katalysator for deltagelse og sammenhængskræft, konkret kobling af uformel og formel deltagelse med grønne arealer som afsæt
- Boligselskabet Sjælland og Møllevænget og Storgaarden
Sådan blev projekterne valgt
Bag udvælgelsen af de ansøgninger, der udgør de tre projektspor, ligger en vurdering af, hvad der kan skabe værdi for den almene boligsektor både lokalt ogi sektoren som helhed.
Projekterne skulle tage udgangspunkt i konkrete udfordringer inden for demokrati, deltagelse og fællesskab og samtidig pege på et klart vidensbehov.
Konkret handler det om at styrke demokratiske strukturer og grundlag, øge sammenhængskraften samt afprøve beslutningsprocesser og indsatser, der understøtter repræsentativ deltagelse og gode robuste boligområder – også i fremtiden.
Der blev desuden lagt vægt på, at projekterne adresserer problemstillinger, der er relevante for flere boligområder og dermed har potentiale for at kunne skaleres.
Projekterne blev blandt andet vurderet på, hvorvidt de kunne kobles til praksisnær og tværfaglig forskning, og være solidt organiseret i forhold til både samarbejde og afprøvning.
Særligt vigtigt for bedømmelsesudvalget var projekternes evne til at binde boligområde og omverden sammen og derigennem deres evne til at kombinere mikroforandringer med makroperspektiver på demokrati.
Derudover blev ansøgningerne vurderet og koblet ud fra temaer, geografi og størrelse samt muligheden for at etablere et robust forskningsdesign.
Bedømmelsesudvalget består af
- Anker Brink Lund, professor, Institut for Business Humaniora og Jura, Copenhagen Business School
- Lars Tønder, professor, Institut for statskundskab, Københavns Universitet
- Natalie Gulsrud, lektor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
- Henrik Fabiansson Haue, kontorchef, KL
- Lisbeth Trinskjær, forperson, Folkehøjskolernes Forening
- Natasha Al-Hariri, projektchef, Trygfonden
- Allan Werge, formand, Bestyrelsen for BL - Danmarks Almene Boliger
- Vinie Hansen, næstformand, Bestyrelsen for BL - Danmarks Almene Boliger
I næste trin kobles forskere på projekterne
Call til forskerne tager udgangspunkt i de udvalgte cases, som vil blive lagt op i løbet af september, hvorefter forskerne kan byde ind med deres bud på et forskningsdesign.
Forskerne udvælges, og de skal efterfølgende gå sammen med ansøgerne fra boligorganisationerne, hvor de fælles skal modne deres projekter.
Med forskningscallet omkring demokrati og deltagelse forstærker Landsbyggefonden en praksisrettet og proaktiv tilgang til den forskning, som fonden støtter.
Forskningen skal tage afsæt i de udfordringer og potentialer, som fylder i boligorganisationerne og boligområderne.
Den viden og samtale, der kommer ud af forskningen, skal sættes aktivt i spil og komme hele sektoren til gavn.
Gennem de halvandet år, projektperioden varer, vil der derfor være tæt dialog mellem forskere og de deltagende boligorganisationer, ligesom andre demokratiaktører og boligorganisationer vil blive inddraget.
Målet er at undersøge virksomme metoder i den almene sektor med henblik på udbredelse.
Læs også

