- Hjem
- Landsbyggefonden har lanceret en rådgiverportal til Det Almene Datavarehus

Landsbyggefonden har lanceret en rådgiverportal til Det Almene Datavarehus
En ny rådgiverportal fra Landsbyggefonden gør det nemt for boligorganisationer at dele relevante data med deres rådgivere – både som CSV-filer eller via API. Portalen er udviklet og testet i samarbejde med bl.a. Boligkontoret Danmark og DAB. Med løsningen får boligorganisationerne fuld kontrol over, hvem der har adgang – og hvor længe.
Af Tore Daa Funder
”Adgangen giver os en unik mulighed nu for at kunne lave benchmark-analyser med data, der ligger i vores eget miljø. Vi er kommet tættere på data om fx områdernes beboerprofiler og har fået et skarpere blik for, om huslejestigninger efter en renovering ligger på det rette niveau, når man sammenligner på tværs.”
Sådan lyder det fra Adam B. Andersen, der er digitaliseringschef i Boligkontoret Danmark.
Portal til rådgiveradgang
Portalen giver almene boligorganisationer mulighed for at tildele deres rådgivere adgang til data i Datavarehuset og/eller i business intelligence-værktøjet TARGIT.
Organisationen DAB, der administrerer boliger for almene boligselskaber og kommuner i hele Danmark, har sammen med deres rådgiver Cognitech testet al funktionalitet tilhørende rådgiveradgang.
Alexander H. Udengaard udtaler:
”Vores vigtigste bidrag til processen har været en form for virkelighedsnær test – virker løsningen rent faktisk efter hensigten i vores lokale IT-miljø? Når vi sad med løsningen i hænderne, sendte vi feedback tilbage til Landsbyggefonden og udviklere, så de kunne rette til i forhold til vores brug.”
Boligorganisationerne kan vælge at give adgang til enten datapakker i CSV-format med mulighed for manuelt download eller via API-integration, hvor data overføres direkte fra system til system.
Boligorganisationerne administrerer adgangen
Gennem portalen kan boligorganisationerne løbende administrere rådgivernes adgange – herunder forlænge eller fjerne dem efter behov.
En rådgiver kan godt have adgang til flere boligorganisationers data samtidig.
Når en boligorganisation tildeler adgang, modtager rådgiveren automatisk en e-mail fra Datavarehuset med information om adgangen.
Adam B. Andersen, fra Boligkontoret Danmark, hilser udviklingen mod en fælles brug og berigelse af Landsbyggefondens data velkommen:
”Når vi også begyndte at levere mere data ind til fonden, at vi så også havde mulighed for at kunne trække data retur og berige vores egen interne data med benchmarkdata”, siger han og forsætter:
”Så vi synes i virkeligheden, at det her er det, hvor vi begynder at komme i mål med den kollektive ambition om at stille data til rådighed for branchen, til at kunne udnytte Landsbyfondens brede kapacitet.”
På fondens hjemmeside kan du få adgang til Datavarehuset og finde brugervejledning til rådgiverportalen: https://lbf.dk/selvbetjeninger/det-almene-datavarehus/