- Hjem
- Årsløn til direktører i almene boligorganisationer 2024
Årsløn til direktører i almene boligorganisationer 2024
I 2024 var den gennemsnitlige årsløn for direktører i almene boligorganisationer 1,37 mio. kr., mens medianlønnen var 1,34 mio. kr. Lønniveau og lønspredning stiger med organisationens størrelse.
Den gennemsnitlige årsløn for direktører i almene boligorganisationer var 1,37 mio. kr. i 2024. Medianlønnen lå lidt lavere med 1,34 mio. kr. De midterste 50 % af årslønningerne, beliggende mellem nedre og øvre kvartil, lå på mellem 1,06 mio. kr. og 1,59 mio. kr.
Direktørens årsløn stiger med antallet af lejemålsenheder, som organisationen administrerer. I de største boligorganisationer med mere end 6.000 lejemålsenheder er den gennemsnitlige direktør årsløn således knap 2 mio. kr. mod omkring 950.000 kr. i boligorganisationer med op til 1.000 lejemålsenheder.
Om temastatistikken
Landsbyggefonden udarbejder fra og med 2025 en årlig direktørlønstatistik baseret på oplysninger fra boligorganisationernes regnskaber. Ved direktør forstås administrerende direktør, direktør eller forretningsfører. Lønnen for direktører aftales individuelt mellem organisationsbestyrelsen og direktøren og er ikke reguleret af funktionær- eller ferieloven.
Formålet med statistikken er at skabe gennemsigtighed og sammenlignelighed i sektoren og støtte organisationsbestyrelserne i arbejdet med lønfastsættelse og rekruttering.