- Hjem
- De almene boligafdelingers afstand til institutioner, indkøb og transport 2026

De almene boligafdelingers afstand til institutioner, indkøb og transport 2026
I 2026 bor mange beboere i den almene sektor tæt på hverdagens centrale funktioner. Den typiske afstand til nærmeste busstoppested er 200 meter og 400 meter til både daginstitution og supermarked. Afstanden til grundskole er 600 meter. Samtidig viser statistikken større forskelle mellem boligtyper, kommunegrupper og regioner.
Hvad dækker statistikken over?
Temastatistikken belyser de almene boligafdelingers afstand til udvalgte grundlæggende servicetilbud i 2026, herunder daginstitutioner, indkøbsmuligheder transport og uddannelsesinstitutioner. Afstandene opgøres som medianer samt kvartilspænd og fordeles efter boligtyper, regioner og kommunegrupper. Statistikken giver et samlet billede af den geografiske tilgængelighed for beboere i den almene sektor.
Hovedkonklusioner fra statistikken
Geografiske og strukturelle forskelle i afstandene
Afstanden til grundlæggende servicetilbud er generelt mindst i storbykommuner og størst i land- og oplandskommuner. For eksempel er afstanden til hospital 2,3 km i storbykommuner og 8,9 km i oplandskommuner. Der ses ligeledes variationer på tværs af regioner og mellem boligtyper, hvilket afspejler forskelle i både bystruktur og afdelingsplacering.
Kortest til videregående uddannelse i Hovedstaden
Der er 6,3 km fra en almen boligafdeling til den nærmeste videregående uddannelsesinstitution i 2026, hvilket er den længste afstand blandt de opgjorte uddannelsestilbud. Regionalt varierer afstanden fra 3,8 km i Hovedstaden til 11,1 km i Nordjylland. Der ses samtidig betydelige forskelle mellem kommunegrupper.
Bag om statistikken
Temastatistikken bygger på geografiske data fra Septimas POI-database (december 2025), som samler oplysninger fra blandt andet dagtilbuds-, sundheds- og transportregistre. Data er sammenkørt med Landsbyggefondens Stamdata. Afstandene måles fra midtpunktet af en boligafdeling til det nærmeste servicetilbud og opgøres som udgangspunkt som medianer. Statistikken viser dermed den typiske afstand – men tager ikke højde for den enkelte beboers konkrete behov eller valg i hverdagen.
