Gå til hovedindhold
18-06-2026Ressourcer

Ny IT-sikkerhedsplatform skal give boligorganisationer bedre overblik

Landsbyggefonden styrker løbende indsatsen for IT-sikkerhed i den almene sektor. En ny IT-sikkerhedsplatform skal give boligorganisationerne et samlet overblik over mulige sårbarheder og gøre det lettere at prioritere indsatsen.

IT-sikkerhed fylder mere i den almene sektor. Boligorganisationerne er i stigende grad afhængige af digitale systemer, data og leverandører, og et hackerangreb kan få store konsekvenser.

Øget fokus på IT-sikkerhed for boligorganisationer med konkrete redskaber

Derfor har Landsbyggefonden gennem det seneste år styrket sit fokus på IT-sikkerhed for alle boligorganisationer. Det gælder blandt andet rådgivning, krisehåndtering, phishing awareness, webinarer og nu også en ny IT-sikkerhedsplatform.

Den nye platform giver boligorganisationerne et samlet og overskueligt billede af deres digitale sikkerhed baseret på eksternt indsamlede sikkerhedsdata. Formålet er at gøre det lettere at se, hvor organisationen kan være eksponeret, og hvilke forhold der kræver særlig opmærksomhed.

Platformen giver indblik i den enkelte boligorganisations sårbarheder, som en hacker vil kunne finde ved at søge på nettet eller dark web.

Dermed bliver platformen et praktisk redskab i det løbende arbejde med IT- og informationssikkerhed. 

Et fælles løft af IT-sikkerheden

Landsbyggefondens styrkede indsats skal ses som et supplement til den enkelte boligorganisations eget IT-setup. Målet er at højne sikkerheden i hele sektoren og give boligorganisationerne bedre adgang til viden, rådgivning og konkrete værktøjer.

Med denne indsats kan boligorganisationerne:

  • se egne boligorganisations sårbarheder fundet via eksterne scanninger
  • få overblik over risikoområder
  • mulighed for at følge udviklingen i sikkerhedsniveau over tid
  • mulighed for at bruge data som grundlag i dialogen med ledelse, leverandører og samarbejdspartnere

Sådan får I adgang

Som udgangspunkt er det boligorganisationens IT-ansvarlige, IT-sikkerhedsansvarlige eller tilsvarende funktioner, der har adgang. Adgang platformen kræver MitID Erhverv og tildelt denne rettighed "Adgang til IT-sikkerhedsportalen som boligorganisation, Læse".

Rettigheden tildeles af boligorganisationens rettighedsadministrator via Rettighedsstyring.

Du kan logge ind på IT-Sikkerhedsplatformen her og du kan læse mere her

Har I spørgsmål til adgang eller brug af platformen, kan I skrive til: cyberraadgivning@lbf.dk

Husk at oplyse navn og organisation.

Læs mere om Landsbyggefondens indsats for IT-sikkerhed for alle boligorganisationer her