Gå til hovedindhold

En ny start for flere - Evaluering af en tværgående, relationel beskæftigelsesindsats

Evalueringen af et tværgående beskæftigelsesprojekt i Randers viser, hvordan sociale effektinvesteringer skaber mærkbare resultater for borgere, boligområder og kommuner. Landsbyggefonden indgår i seks andre effektinvesteringer, tæt koblet til de boligsociale helhedsplaner landet over.

”Jeg fik ikke bare hjælp til at finde et job – jeg fik hjælp til at få mit liv til at hænge sammen.”

Sådan lyder det fra en af deltagerne i En ny start for flere – en social effektinvestering i Randers, som fra 2023 til 2025 har haft til formål at hjælpe borgere i almene boligområder tættere på job og bedre trivsel.

Beskæftigelsesindsats med støtte fra den boligsociale helhedsplan 

Den boligsociale helhedsplan har understøttet beskæftigelsesindsatsen gennem et særligt fokus på målgruppens netværk og hele familien. Det er bl.a. sket ved at styrke børn og unges fritidsaktiviteter og skolegang i et tæt samarbejde med fx skolerne og civilsamfundet. Det har også givet forældrene overskud til at tage de første skridt mod arbejdsmarkedet.

Udvalgte resultater fra evalueringen

Beskæftigelse

  • 61 borgere har været i beskæftigelse i perioden.
  • 49 % af de afsluttede forløb er endt i job, uddannelse eller selvforsørgelse.
  • Samlet set har projektet skabt en estimeret kommunal værdi på 7.490.542 kr. - 1.327.710 kr. højere end oprindeligt estimeret. Randers Kommune betaler en del af disse midler tilbage til Den Sociale Kapitalfond, som har investeret i den styrkede beskæftigelsesindsats.   

 

Livskvalitet og ensomhed

  • 10 ud af de 14 borgere, som var i alvorlig mistrivsel, er kommet over den kritiske grænse.
  • Livsmestring steg 14 % i gennemsnit med størst stigning for de mest udsatte.
  • Ensomhed faldt med 9 procentpoint.
  • Den gennemsnitlige trivsel målt på WHO-5 trivselsscore steg fra 63,6 til 67,6.

 

Børns trivsel og skolegang

  • Ulovligt fravær faldt fra 10,8 % til 4,4 %.
  • Sygefravær faldt fra 15,5 % til 11,6 %. Sygefraværet er reduceret med to tredjedele blandt de børn med mest fravær.
  • 75 % af børnene deltager i fritidsaktiviteter, og alle er med i sociale aktiviteter.

Et værktøj i velfærdens værktøjskasse

Sociale effektinvesteringer er et nyere værktøj, der arbejder med en dobbelt bundlinje, fordi investeringerne både skal gøre en positiv forskel for mennesker og skabe økonomiske gevinster for det offentlige eller andre aktører. Det kan fx være færre udgifter til overførselsindkomster, når borgere kommer i job eller færre sundhedsudgifter.

En investor stiller kapital til rådighed for en social indsats, der supplerer den ordinære indsats, og gennemføres af offentlige, private eller civilsamfundsaktører – ofte i et tværgående samarbejde. Den offentlige myndighed betaler kun, hvis indsatsen skaber dokumenteret effekt. Indsatserne fokuserer konsekvent på virkning frem for aktivitet.

Som en aktør, der både finansierer, understøtter og udvikler det boligsociale arbejde, kan Landsbyggefonden tilføre viden, midler og lokal forankring. I En ny start for flere har Landsbyggefonden finansieret det boligsociale spor og sikret, at børn, familier og boligområder blev tænkt ind som en integreret del af beskæftigelsesindsatsen. Herudover har Landsbyggefonden finansieret evalueringen af indsatsen. 

 

Tværgående samarbejde skaber effekt

Kernen i projektet i Randers er det tætte samarbejde mellem kommune, privat leverandør og den boligsociale helhedsplan– en finmasket samarbejdsmodel, der også kendetegner de øvrige effektinvesteringer. Den private leverandør Carelink har haft base i et udsat boligområde og arbejdet side om side med medarbejdere fra den boligsociale helhedsplan: Bysekretariatet og Randers Kommune.  

Kombinationen af beskæftigelsesrettede forløb, social støtte og lokal tilstedeværelse har vist sig at give resultater.

Samarbejdets parter

Randers Kommune
Myndighedsansvar og visitation. Har stået for at udvælge borgere til indsatsen og koordinere med kommunens øvrige beskæftigelses- og socialindsatser. Udløser resultatbetaling til Den Sociale Kapitalfond ved dokumenteret effekt.

 
Carelink
Privat serviceleverandør har indgået en aftale med Randers Kommune og Den Sociale Kapitalfond. Har haft ansvar for den beskæftigelsesrettede og håndholdte indsats – bl.a. med CV-støtte, virksomhedspraktik og motivationsforløb. Fysisk til stede i boligområdet og placeret sammen med den boligsociale helhedsplan. 


Bysekretariatet (den boligsociale helhedsplan)
Har samarbejdet tæt med Carelink og bidraget til helhed i indsatserne gennem det øvrige boligsociale samarbejde mellem kommune, boligorganisationer og civilsamfund. Konkret har helhedsplanen varetaget familie- og børneindsatser med fokus på hverdagsmestring, skolegang og trivsel. 


Den Sociale Kapitalfond
Har stillet kapital til rådighed for afprøvningen af den håndholdte beskæftigelsesindsats, som Carelink har leveret i boligområdet. Har dermed taget den økonomiske risiko for afprøvningen og understøttet dokumentation og opfølgning. Modtager tilbagebetaling fra kommunen ved effekt af indsatsen.  


Landsbyggefonden
Har finansieret den boligsociale indsats og evalueringen. Bidraget med viden, sparring og kobling af effektinvesteringen på den boligsociale indsats og -organisering. Sikrer at erfaringerne fra Randers kommer boligområder og boligsociale samarbejder i hele landet til gavn.


SUS – Socialt Udviklingscenter
Uafhængig evaluator. Har dokumenteret forandringer i borgernes trivsel, relationer og arbejdsmarkedsparathed – og indsamlet erfaringer fra hele samarbejdet.

En ny måde at tænke investering i mennesker og boligområder

Landsbyggefonden indgår i dag i samarbejdet om syv sociale effektinvesteringer rundt om i landet. Fælles for dem er, at de bygger ovenpå veletablerede boligsociale samarbejder og bidrager til:

  • Større gennemslagskraft i de boligsociale indsatser ved at knytte Landsbyggefondens finansiering sammen med anden kapital. Og ved at skabe grundlag for en mere bæredygtig finansiering, hvor midler, der investeres i afprøvning af indsatser, kan kanaliseres tilbage ved effekt og indgå i finansiering af nye indsatser.
  • Effekt på målsætninger som beskæftigelse, uddannelse, sundhed, trivsel og livskvalitet.
  • Helhedsorienterede løsninger med fokus på hele familien.
  • Systematisk læring og dokumentation af, hvad der virker.

Effektinvesteringerne giver mulighed for at afprøve og forankre lovende sociale løsninger i boligområderne, uden at fx en boligsocial helhedsplan skal afholde hele udgiften. 

Randers-indsatsen er en af de første af sin slags i Danmark, og er nu afløst af effektinvesteringen Job til mor, som viderefører modellen med støtte til udsatte familier i de almene boligområder. 

Læs mere om Landsbyggefonden arbejde med sociale effektinvesteringer