Gå til hovedindhold

Særlig driftsstøtte

Særlig driftsstøtte er en hjælp, som Landsbyggefonden ekstraordinært kan give til almene boligafdelinger, der er i alvorlige økonomiske problemer.

Formålet med særlig driftsstøtte er at skabe balance i økonomien, så beboerne ikke rammes af urimeligt høje huslejer, og så afdelingen kan fortsætte driften på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

Særlig driftsstøtte er midlertidig og målrettet – og gives kun, når andre løsninger ikke er nok. Det er altid boligorganisationen, der søger på vegne af en afdeling.

To former for særlig driftsstøtte

Kapitaltilførsel: Flere parter går sammen om at styrke afdelingens økonomi.

Hjemfald: Hjælp til afdelinger, der rammes af særlige hjemfaldsforpligtelser.

Kapitaltilførsel

Kapitaltilførsel. betyder, at flere parter går sammen om at give økonomisk hjælp til en afdeling.

En kapitaltilførsel består typisk af bidrag fra:

  • Boligorganisationens egen dispositionsfond,
  • Landsbyggefonden,
  • Kommunen,
  • Realkreditinstituttet,

Hver part bidrager med en andel, så huslejen kan holdes på et rimeligt niveau. Kapitaltilførsel bruges kun i sager, hvor en afdeling har store underskud samt nedrivning.

Driftslån

Efter at en helhedsplan er gennemført – altså de samlede fysiske, økonomiske og sociale tiltag, der skal bringe en afdeling i varig balance – kan Landsbyggefonden yde driftslån for at sikre, at huslejen fortsat kan holdes på et rimeligt niveau for beboerne.

Driftslånet fungerer som en økonomisk udligning:

  • Fast beløb i 15 år:  Fonden udbetaler et årligt, uændret støttebeløb til afdelingen i en periode på 15 år. Beløbet fastsættes ud fra afdelingens behov og den økonomi, der er lagt i helhedsplanen.
  • Tilbagebetaling fra år 16: Efter de første 15 år skal lånet gradvist tilbagebetales. Afdelingen begynder altså først at afdrage fra år 16, og vilkårene for afdrag (løbetid, rente mv.) fastsættes af fonden i forbindelse med låneaftalen
  • Egetbidrag: Som udgangspunkt skal boligorganisationen selv bidrage med en tredjedel af den samlede finansiering. Dette krav om egenfinansiering er med til at sikre, at organisationen også selv tager ansvar for projektets økonomi og for at opretholde en sund drift.

Formålet er at skabe en stabil, langsigtet løsning, hvor helhedsplanens forbedringer ikke resulterer i huslejestigninger, som beboerne ikke kan bære.

Hjemfald

Nogle almene boligafdelinger er opført på grunde, hvor der gælder en hjemfaldsforpligtelse. Det betyder, at grunden på et tidspunkt skal tilbage til kommunen. Når det tidspunkt nærmer sig, kan boligorganisationen søge om støtte til frikøb af hjemfaldsklausulen.

Landsbyggefonden kan yde særlig driftsstøtte, så afdelingen undgår økonomiske problemer. Derudover kan fonden tilbyde lån til delvis finansiering af en hjemfaldsafløsning.

Reguleringskonti

Når en boligafdeling får bevilget støtte, sker det ikke altid, at midler skal bruges med det samme. Det kan fx være midler til huslejestøtte, boligsociale indsatser eller en renovering, der først gennemføres senere.

I de tilfælde bliver midlerne sat ind på en reguleringskonto i afdelingens regnskab. Reguleringskontoen fungerer som en slags opsparingskonto, hvor midlerne står, indtil de bliver brugt til det formål, de er givet til.

Midlerne på reguleringskontoen skal forrentes, og brugen af dem skal altid godkendes af både kommunen og Landsbyggefonden. Hvert år laves en opgørelse, der viser, hvor meget der er brugt, og hvor meget der står tilbage. Når projektet eller indsatsen er afsluttet, udarbejdes en endelig opgørelse, og kontoen kan lukkes.

På den måde sikrer reguleringskontiene, at bevilgede midler ikke anvendes forkert, men altid kommer beboerne og boligafdelingen til gode på det rette tidspunkt.

Hvorfor er særlig driftsstøtte vigtig?

Den almene boligsektor bygger på princippet om, at økonomien skal hænge sammen i den enkelte afdeling. Men i nogle tilfælde kan uforudsete problemer, tomme boliger eller særlige vilkår gøre det umuligt at drive afdelingen videre uden hjælp.

Her sikrer særlig driftsstøtte, at beboerne ikke rammes af ubetalelige huslejer, og at boligområderne kan fortsætte på et stabilt grundlag.

Læs også

Renoveringsstøtte

Gennem målrettede indsatser yder Landsbyggefonden renoveringsstøtte til almene boligorganisationer.

Huslejestøtte

Huslejestøtte er en midlertidig hjælp, som Landsbyggefonden kan give til en almen boligafdeling. Meddelelse om støtte samt eventuelle efterfølgende tilsagn gives udelukkende, hvis indsatsen indgår som led i en overordnet plan med tilhørende finansieringsplan.

18-08-2025

Driftsstøtte

Med portalen kan du kommunikere digitalt med fonden, når ansøgningen er om renovering, boligsocial indsats, huslejestøtte eller kapitaltilførsel.